12. OKTOBER 2009 - Danske arkitekter skal tegne universiteter i Saudi-Arabien

Saudi-Arabien ønsker at skabe et universitetsmiljø med uddannelser af international klasse, der bl.a. kan give flere saudiarabiske kvinder en videregående uddannelse. Der skal bygges 11.650 m2 forsknings- og undervisningsfaciliteter til kvindelige medicinstuderende.

Forskningscenteret bliver på 23.800 m2 og vil rumme forskningsfaciliteter, hvor forskerne kan arbejde i et åbent miljø, der understøtter deres innovationsevne og møder på tværs af forskningsfelter. Centret vil have faciliteter til forskning i kræft, molekylær biologi, gener og en række andre områder.

”Universitetet har ambitioner om at blive et af verdens førende. Derfor var deres spørgsmål til os: hvordan kan I hjælpe os med det,” fortæller direktør Louis Becker, Henning Larsen Architects. ”Vi satte et hold med NNE Pharmaplan og fik skabt et team af eksperter, der kan levere faciliteter i verdensklasse. Vi skaber muligheder ved at kombinere åbne læringsmiljøer med den mest avancerede forskningsteknologi.”

Den danske tegnestue har international erfaring med design af laboratorier og kliniske miljøer. I august indviede Norges nationale kræfthospital, Radiumhospitalet i Oslo, et nyt kræftforskningscenter designet af Henning Larsen Architects.

Viden og uddannelse sker ikke kun i store auditorier og gemt af vejen i laboratorier. Når forskere og studerende møder hinanden, opstår der ny viden.

”De uformelle diskussioner og påvirkninger er værdifulde, og det skal arkitekturen understøtte,” forklarer direktør Louis Becker, Henning Larsen Architects. ”En smuk og unik arkitektur skal være med til at sætte King Saud University på verdenskortet. Det bliver en lærende arkitektur, der inviterer til gensidig inspiration.”

Henning Larsen Architects har i mere end 30 år arbejdet i Mellemøsten. I 2008 åbnede Henning Larsen Middle East i Riyadh. Fra kontoret i Riyadh varetages projekter på hele den arabiske halvø. Kontoret ledes af arkitekt og associeret Jakob Kurek.

 
 
Hide all
Show all